Gå til hovedindhold

tag og facader

Vi finder årsagen til utætheden

Når vand trænger ind i en bygning, er det ikke altid dér, hvor skaden bliver synlig, at problemet befinder sig.

Hos Dansk Infrarød Inspektion arbejder vi målrettet med lokalisering af vandindtrængning og utætheder i tage, facader og bygningens klimaskærm.

Vi undersøger blandt andet tagpap, tagmembraner, inddækninger, murkroner, facadeelementer, vinduespartier, fuger og gennemføringer. Selv små fejl i en samling eller membran kan være nok til, at regnvand trænger ind i konstruktionen og med tiden udvikler sig til omfattende fugt og vandskader.

Derfor handler vores arbejde ikke kun om at konstatere, at der er en utæthed. Vi arbejder på at finde den konkrete årsag og det præcise område, hvor vandet trænger ind.

Det giver et langt bedre grundlag for den efterfølgende udbedring og reducerer risikoen for, at der bruges tid og penge på reparationer, som ikke løser det egentlige problem.



Specialiseret undersøgelse af tag og facade

Vi anvender forskellige undersøgelsesmetoder afhængigt af konstruktionen og problemets karakter.

Med blandt andet tracergas kan vi lokalisere meget små utætheder omkring tagmembraner, facader, murkroner, fuger og inddækninger. Metoden er blandt andet anvendt til at identificere manglende tæthed mellem tagmembran og murværk samt omkring murkroneinddækninger.

Ved undersøgelser af tagpap og membraner kan specialiseret højspændingsudstyr anvendes til præcis lokalisering af selv mindre skader og perforeringer.

Vi undersøger også facader og vinduespartier, hvor manglende tæthed, defekte fuger, fejlmonterede inddækninger eller utilstrækkelige samlinger kan føre regnvand direkte ind i konstruktionen.

Mistanke om utæt tag eller facade?

Få lokaliseret årsagen, før du begynder at reparere.


I drænlaget er hjørnesamlingen ikke udført som en tæt og kontinuerlig samling. Tæthedsmembranen er samtidig ikke ført tilstrækkeligt højt op i hjørnet, hvilket medfører risiko for, at vand kan trænge ind bag konstruktionen.

Fugen mellem karm og inddækning har utilstrækkelig vedhæftning. Samtidig er fugen udført med utilstrækkelig bredde og tykkelse, hvilket betyder, at den ikke har de nødvendige forudsætninger for at opretholde en holdbar og tæt samling over tid.

Facadestenene er vandmættede, hvilket medfører, at regnvand ledes ind bag den udvendige bløde fuge og herfra videre ind i bygningen. Forholdet er undersøgt og dokumenteret ved anvendelse af tracergas.

På dette tag starter utætheden ved lygten øverst på konstruktionen. Herfra kan vandet bevæge sig ned gennem tagets opbygning og først vise sig langt længere nede. Under området ligger en parkeringskælder, hvor vandet trænger ind.

Eksemplet viser tydeligt, hvorfor utætheder i tag og konstruktioner kan være vanskelige at lokalisere. Selv meget små åbninger kan over tid føre store mængder vand med sig, uden at skadens egentlige startpunkt er synligt.